Nu er jeg i observation

I går skrev jeg en blog om, hvilke tanker og forventninger jeg havde i forhold til denne tredje samtalen. Min forventning var på sit laveste, og hvis jeg havde et andet valg, så ønskede jeg ikke at møde op på ved Sexologisk Klinik. Men det var en god samtale vi havde, som også endte godt.


Hun sagde, at jeg var under observation fra i dag. Så i de næste to år skal jeg omkring hver måned møde op til en samtale hos hende (som er blevet min kontaktperson) eller hos en psykolog, så de kan finde ud af ”hvad der er galt”, selvom der ikke burde være nogen tvivl. Jeg er transgendered. Det er ”problemet”, og forhåbentlig bliver problemet løst ved en tilladelse til kønsoperation, når disse to år er overstået.

Min næste tid foregår den 7. januar kl. 13:00, hvor jeg også skal få foretaget en blodprøve, inden jeg skal ind til samtale med min kontaktperson. Derudover skal både min far og mor ringe til hende, så de kan få en tid og snakke med hende, så hun ved, hvordan de har det med min situation. Jeg har det godt med mine forældre, og jeg ved, at de ikke bliver en hæmsko i forhold til processen. Men alligevel forstår jeg ikke, at det er nødvendigt, eftersom jeg er myndig, og har været det i snart to år. ”Du er kun 19", kunne argumentet igen lyde.

Jeg havde kun et spørgsmål omkring observationen, som jeg også nævnte i min tidligere blog, nemlig om jeg ville modtage hormoner fra Riget fra nu af, i og med at jeg har været på hormoner i halvandet år. Men nej, for de skal være sikre på, at det er rigtigt for mig at modtage hormoner. Der vil normalt gå et år, før de ville udskrive hormoner til en transkønnet under observation, men nogle gange vil der ’kun’ gå et halvt år, hvis de hurtigt føler sig overbevist om, at det er det rigtige. Da hun sagde det, kunne jeg mærke tårerne komme, for jeg ønsker ikke at stoppe på hormoner. Hun spurgte, ”om det ville gøre så meget, når det bare er i en periode, at du ikke får hormoner?”. Og ja, det betyder næsten alt. Der vil gå op til et helt år, hvor min krop vil gå fuldstændig i stå med hensyn til at udvikle sig hen imod hende, jeg ønsker at være. Det er den fysiske konsekvens. Rent mentalt er jeg bange for, at depressionen vil vende tilbage, når det går op for mig, at min krop og mit liv vil gå i stå i et helt år. Jeg undrede mig over, at det ikke stod klart for hende, at sådan en lang periode uden hormoner faktisk ”gør så meget”.

Jeg får på nuværende tidspunkt udskrevet hormoner hos min gynækolog, som desværre stopper til nytår. Jeg skal have udskrevet hormoner og androcur en sidste gang af ham i denne måned, og så håber jeg at finde en ny gynækolog eller læge, som ønsker at hjælpe, indtil Rigshospitalet tager ansvar. Men hvem det kunne være, er jeg ikke klar over endnu. Jeg vil spørge min personlige læge først, som har fulgt med i min udviking, lige siden dagen det blev opdaget, at jeg skar i mig selv.

Med hensyn til at ændre navn virker det forholdsvist positivt. Jeg skal kontakte nogle, som jeg ikke lige nu kan huske, hvem er (jeg har det på et papir, som ligger i tasken), og sige, at jeg ønsker at ændre mit navn til et pigenavn, og at jeg nu er under behandling. Så vil de sende et brev til min kontaktperson, som hun skriver et eller andet ved, som jeg skal kigge igennem, hvorefter den skulle være hjemme. Det bliver vildt skønt, at kunne kalde sig Amber, også offentligt.

Så det har været meget godt. Langt bedre end jeg havde regnet med, at det ville ende som. Jeg forventede et klar nej. Så jeg skal i denne måned finde ud af, hvordan jeg får hormoner og androcur, nu hvor min gynækolog stopper til nyår, og men det havde været skønt, at jeg ikke skulle tænke over det, hvis jeg ville modtage hormoner fra Riget. Men det går nok.

Jeg sidder lige nu på lyntoget hjem til Skanderborg fra København, mens jeg skriver dette. Jeg havde reserveret en vinduesplads, så jeg kunne stirre ud af vinduet og se tingene omkring. Men det er gået op for mig, hvor ekstremt mørkt det bliver allerede, og nu er der ikke så meget at se ud af vinduet, andet end spejlbilledet fra personer og lys inde i toget. Det er lidt fesent, ^^ Jeg er hjemme omkring kl. 19:30, og så smider jeg denne blog op til den tid, eftersom der intet internet er her.

Jeg tror i øvrigt, at jeg var den eneste i hele København, som bar en nissehue i dag. Jeg så desværre ingen andre med nissehue.
(skrevet kl. 17:32)

Tags: Sexologisk Klinik, tilladelse, observation, transkønnet, transseksuel, dreng til pige, mand til kvinde, male to female, m2f, Amber David