Klokken er omkring midnat mens jeg skriver denne korte blog, og derved er første advent i år nær sin afslutning. Hos min familie har jeg altid fået adventsgaver af 'julemanden' (en skrabejulekalender), og en chokoladejulekalender af min moster. Det har ikke ændret sig, selvom jeg snart nærmer mig min 20'ende fødselsdag, og de 'traditioner' skal heller ikke stoppe om endnu ti år. Der er ikke noget bedre end chokolade, som kommer fra den første låge i sin chokoladejulekalender!
I dag er jeg i København endnu engang, da jeg i morgen mandag har en tredje samtale hos lægen, jeg snakkede med til min anden samtale, og snakkede med over telefon (Tjek seneste blog). Jeg kan mærke stor forskel på mig selv i forhold til hvilken forventning jeg havde op til min første samtale, anden samtale, og nu denne samtale. Jeg var mere spændt end nervøs, da jeg kørte med min far til København for at møde op til min første samtale, for jeg var rigtig glad for at kunne tage endnu et skridt mod den retning, jeg har valgt for mit liv og identitet. Jeg følte selv, at jeg havde helt styr på de ting, jeg sagde til samtalen, og der var ikke noget af det, jeg sagde, som kunne blive fejltolket til, at være kvinde ikke skulle være rigtigt for mig. Derfor var jeg mere nervøs end spændt over at skulle komme til den anden samtale, da jeg regnede med at blive stillet mere kritiske spørgsmål i forhold til mine tidligere besvarelser, hvilket ikke var tilfældet. Det gik fint, og hun fortalte, at hende og den første læge, jeg snakkede med, vil snakke sammen om mig og finde ud af, om jeg må komme i observation. Jeg ville modtage deres konklusion i et brev i løbet af tre uger, sagde hun - Hvilket viste sig at være en løgn.
I morgen skal jeg til min tredje samtale, og jeg føler mig hverken spændt eller nervøs over det. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg har det med det lige nu. Egentlig har jeg ikke lyst til at skulle til samtale hos hende igen, efter vi snakkede sammen over telefon, hvor hun efter min opfattelse opførte sig ignorant over for mig. Jeg ved ikke helt, hvad denne tredje samtale skal gå ud på, men jeg forventer at få at vide, om jeg kommer under observation eller ej, og om jeg kan benytte Amber offentligt. Jeg føler dog ikke, at de ønsker at hjælpe mig, og derfor forventer jeg afslag på begge punkter, sammen med en ubegrundet argument for, hvorfor de ikke vil hjælpe mig ("Du er kun 19. Farvel"). Det er så dumt, at hvis det faktisk bliver tilfældet, at jeg får et afslag på baggrund af min alder, vil jeg blive i tvivl, om jeg skal grine eller græde over det.
Men nu må vi se. Måske er mine fornemmelser fuldstændig forkerte, og
jeg rent faktisk vil få hjælp af dem. Det vil være en stor overraskelse,
og udløse en stor glæde, og være endnu et skridt i den rigtige retning.
Jeg ved dog ikke, om jeg under selve observationen vil få udskrevet
hormoner af dem, eller om det først er efter de to år, som observationen
varer. I så fald betragter jeg det som, at de ikke ønsker at hjælpe
mig, da jeg ikke vil stoppe med at benytte hormoner, nu hvor jeg har
indtaget hormoner i halvandet år.
Der er gået tre kvarter, siden jeg startede med at skrive denne blog, og nu vil jeg ligge mig under dynen på sofaen hjemme hos min fætter og hans kæreste, hvor jeg har fået lov at overnatte til mandag. Min fætters mor, som jo er min moster, ligger i gæstesengen. Jeg er rigtig glad for denne form for støtte, og deres forståelse og interesse for mig og min situation, og jeg føler mig tryg og skønt sammen med dem. Jeg har ærlig talt set meget mere frem til at være sammen med dem, end jeg har til at komme til den tredje samtale.
Tags: Sexologisk Klinik, tredje samtale, observation, transkønnet, transseksuel, mand til kvinde, dreng til pige, male to female, Amber David
Ingen kommentarer:
Send en kommentar