I mandags den 7. januar var jeg til den månedlige samtale ved Sexologisk Klinik i København, og det gik egentlig som forventet. Jeg får ikke at vide på forhånd, hvad en kommende samtale vil omhandle, men det har foreløbigt være det samme hver gang.
Gentagelser, flere gentagelser, og stort set kun gentagelser af spørgsmål fra den seneste samtale, jeg havde med min kontaktperson inde fra klinikken. Det er længe at vente i to år på at blive afklaret omkring, om de vil give mig tilladelse til at få en kønsskifte, og de to år kommer til at føles endnu længere, hvis hver samtale bare bliver endnu et deja vü af den seneste samtale. Det bliver spændende, om hun stiller et helt nyt spørgsmål næste gang.
Der kommer dog efterhånden mere afveksling. Denne gang var jeg blevet bedt om at få foretaget en blodprøve på Rigshospitalet inden samtalen, og da jeg heldigvis ikke har nogen form for skræk over at få foretaget blodprøve, eller blive stukket af spidse nåle generelt, gik det meget fint. Hende der foretog min blodprøve gjorde det rigtig godt, og jeg kunne slet ikke mærke, da hun stak nålen i min underarm.
I øvrigt var hun ikke overbevidst om, at det virkelig var mit rigtige sygesikringskort, jeg gav hende. Mit døbte drengenavn står på det, samt mit drenge-CPR nummer, og det passede ikke sammen med hende, som hun skulle til at tage en blodprøve på. Jeg blev derfor bedt om at gentage mit døbte navn og CPR-nummer for at bekræfte, at det faktisk var mig. Det er en meget akavet situation for mig, men samtidig bliver jeg glad, når en person som ikke kender mig, ser mig som pige, og det sker oftere og oftere for mig med tiden. Skønt!
Men det var nok den eneste positive oplevelse jeg havde den dag.
Jeg kan sagtens tage til København alene med toget, og nu kender jeg nogenlunde vejen ud til Sexologisk Klinik. Men jeg kan ikke tage ud til Sexologisk Klinik alene. Jeg er ikke særlig vild med at bevæge mig rundt i større byer på egen hånd, og bliver utryg bare ved tanken om at skulle tage derhen selv. Men den utryghed følte jeg ikke i samme, da min fætter fulgtes med mig derhen, og gik rundt omkring inde i København bagefter. Faktisk var det ligefrem vildt hyggeligt sammen med ham.
Det var noget jeg snakkede om med min kontaktperson inde på Sexologisk Klinik, som jeg var til samtale hos. I mandags tog min med derover, og hun spurgte, hvorfor jeg ikke bare kunne komme herud selv. Jeg forklarede hende, at jeg ikke føler mig tryg ved at skulle være alene et sted, som jeg intet forhold eller kendskab har til på nogen måde.
Jeg får så at vide, at det kan være grund nok til, at jeg ikke vil få godkendelsen til en kønsoperation.
... Ja, jeg opsummerer det lige en enkelt gang: Fordi jeg ikke føler mig tryg i større byer, og generelt steder jeg ikke kender til, kan jeg ikke få godkendelse til kønsoperation. Til næste samtale den 20. februar blev jeg stærkt opfordret til at tage hele turen, helt selv. Det føles virkelig som om, at de vil gøre alt for, at de transkønnede som henvender sig for at få hjælp, ikke får hjælp. Jeg ser ikke på nogen måde en fornuftig forklaring på, hvordan ovenstående kan benyttes som et godkendt modargument for, at jeg bliver nød til at få en godkendelse til en kønsoperation.
Jeg føler ikke, at Sexologisk Klinik forstår sig på deres påståede specialeområde, som det ellers fremgår. Jeg fik tværtimod bekræftet endnu engang, at de gør alt for ikke at hjælpe, og benytte det mindste argument for, at det ikke vil kunne lade sig gøre. Om det så har nogen som helst sammenhæng eller ej, betyder ingenting.
Og det stoppede ikke her.
Eftersom min far var med mig, og det var påkrævet at min kontaktperson skal have en samtale med mine forældre omkring dette, på trods af at jeg er over 18 og derved myndig, kunne de have samtalen nu hvor han var der. Hun stillede min far mange spørgsmål omkring min opvækst, min væremåde og interesser som barn, om der var forskelle på min storebror og jeg, og blandt andet hvordan jeg er som person nu, hvor jeg er sprunget ud som pige, og dengang jeg stadig var dreng. Det var egentlig interessant at lytte til, og jeg var glad for at hans besvarelser ikke kunne blive anset som være modstridende i forhold til mit ønske om at skifte køn til pige og være pige. Til sidst havde han mulighed for at stille spørgsmål om hvordan det hele vil foregå eller andet, hvis han havde nogen. Men han udtrykte blot bekymring over, at der vil gå mindst et halvt år, indtil de vil udskrive hormoner til mig fra Sexologisk Klinik, eftersom min gynækolog som udskrev hormoner til mig i halvandet år, desværre er gået på pension.
Hun benyttede sig af ordsproget som siger, at "man ligger nu, hvordan man selv har redt". Det var ikke rigtigt af mig at gå andre steder hen end Sexologisk Klinik for at få udskrevet hormoner, og især ikke af en gynækolog, som jo ikke ved noget som helst omkring transseksualitet. Det er forkert at blive enig om at få udskrevet hormoner efter en enkelt samtale. Det vil svare til at man har brækket et ben, og man så går hen til en gynækolog, som ikke ved hvad han skal gøre, og bare giver dig bind omkring det brækkede ben.
Ovenstående er hvad hun sagde som besvarelse på min fars bekymring over, hvis ikke jeg finder en ny gynækolog eller læge, som vil hjælpe mig og fortsætte udskrivningen af hormoner i mindst et halvt år, inden Sexologisk Klinik vil hjælpe. Jeg var chokeret over hvor komplet ligeglad hun var med noget så seriøst. Hun kunne lige så godt give os fingeren og sige "Fuck dig og din forkerte datter. Hvorfor skal vi hos Sexologisk Klinik hjælpe dig?". Derudover er hendes sammenligning med det brækkede ben helt forkert.
Der er ingen. Ingen. Som vil opsøge en gynækolog om hjælp, hvis man har brækket sit ben. Man vil opsøge uddannede personer på en skadestue/sygehus, som ved hvordan man kan rette op på det brækkede ben, og give patienten hjælp, så man kan gå igen. Det er nøjagtig det man forventer vil ske, når man som pige der har en drengekrop, og omvendt, opsøger Sexologisk Klinik. Det er stedet, man bliver henvist til som transkønnet, og det er stedet, hvor man burde få hjælp til at blive hel, og kunne komme videre i sit liv som sit rigtige jeg. Endda endelig at kunne få begyndt sit liv. I stedet går der to år med tåbelige samtaler og nedværdigende holdninger og udtalelser fra de såkaldte eksperter på området, før de vil tage stilling til om de synes, at det er rigtigt for dem, at hjælpe mig. De siger det handler om at finde ud af, om det er det rigtige for den transkønnet af få godkendelsen til operation. Men det er desværre først nu gået op for mig, hvor decideret bullshit det er. Hvis det handlede om mig, burde de udskrive hormoner til mig hvert fald siden jeg kom under observation, da hormonerne gør min krop mere kvindelig. Der vil ikke gå mindst et halvt år. Hvis det handlede om mig og mit liv, vil der ikke gå op til to år, inden de beslutter, om det er det rigtige for mig at blive hende, jeg er. Hvis det handlede om mig, ville de hjælpe mig. Desværre handler det ikke om mig. Det handler ikke om de transkønnede, som har brug for den hjælp, de kan tilbyde.
Jeg blev opfordret til for to år siden, at opsøge min daværende gynækolog, som udskrev hormoner og androcur til mig. Han ville efter en smule dokumentation og seriøse, afklarende samtaler hjælpe mig, fordi det var det, jeg ønskede. Han hjalp mig ved at udskrive de hormoner, jeg havde og stadig har brug for, fordi jeg vidste at det var den drejning der skulle til for at gøre mig glad. Min daværende gynækolog stolede på mig, og at jeg havde ret. Han gik med til at udskrive hormoner til mig, fordi det er en af de ting, der vil hjælpe mig. Det handlede om mig. Der er en enorm forskel på at få hjælp, som gynækologer har mulighed for at tilbyde, og ikke at modtage hjælp, selvom Sexologisk Klinik har større resurser til at tilbyde hjælpen.
Ja, jeg gik til en gynækolog for at få udskrevet hormoner, selvom gynækologer efter Sexologisk Kliniks egen udsagn, er totalt udvidende omkring hormoner og transkønnede. Af gynækolgen fik jeg hjælp, og jeg kan ikke takke min tidligere gynækolog nok for at hjælpe mig videre. Jeg var lige fyldt 18 år, da jeg var til samtale med min tidligere gynækolog omkring dette. Hvad ville der være sket, hvis jeg i stedet var gået til Sexologisk Klinik dengang for to år siden? Jeg ville også få fingeren dengang, som jeg fik i mandags, og blive totalt afvist, fordi jeg "kun var 18 år".
Havde jeg råd til et kønsskifte, havde jeg taget turen ud af Danmark og få foretaget operationen for længe siden. Desværre er det ikke tilfældet, og derfor bliver jeg nød til at være en del af Sexologisk Kliniks fejlagtige måde at udføre deres speciale på, selvom jeg inderst inde ikke vil.
Jeg er sur, jeg er frustreret, og jeg fortsætter kun de næste lange 23 måneder fordi jeg intet andet valg har. Jeg håber, at den sunde fornuft som mange gynækologer besidder, en eller anden dag vil finde vej til Sexologisk Klinik, og overstige deres behov for magt.
Tags: Sexologisk Klinik, samtale, observation, information, oplevelse, diskrimination, diskriminerende, transkønnet, transseksuel, male to female, dreng til pige, mand til kvinde, Amber David
Ingen kommentarer:
Send en kommentar