10. jul. 2012

Mine tatoveringer

Jeg kan rigtig godt lide idéen med tatoveringer, og der er nogen, som vælger at få sig nogle meget flotte af slagsen. Men for mig er det endnu vigtigere at vide, hvorfor vedkommende valgte at blive tatoveret, og hvad tatoveringens betydning er. Vælger man at få en tatovering af en skorpion, fordi tatoveringen ser nice ud, eller fordi den symboliserer sit stjernetegn?

Jeg er klart tilhænger af, at tatoveringen skal have en betydning for personen, og at der ligger en historie bag. Hvad vil man vise eller symbolisere overfor andre, når man viser sin tatovering? Der er lykkelige kærester, som får partnerens navn tatoveret ind i hinandens hud, eller måske et hjerte, eller et andet symbol på deres kærlighed til hinanden. Hvis en ven eller fremmede spørger ind til, hvorfor du har fået tatoveret et hjerte ind i huden, vil du sandsynligvis fortælle med hjertens glæde personen om kæresten og det forhold, der ligger bag tatoveringen. Der ligger en historie bag det symbol. Tænk hvis man gik rundt med et romantisk hjerte tatoveret ind i huden, blot fordi hjertet så sødt ud.
... Nej, vel?

Jeg har ikke nogen rigtige tatoveringer. Men alligevel kalder jeg mine ar, som jeg har påført mig selv med kniven, for tatoveringer - For det er dybest set, hvad arene er. Selvom de bliver mindre og mindre tydelige over tid, vil de ikke helt kunne forsvinde på naturlig vis, og der ligger en historie bag arene. Derfor har de også en betydning for mig, som jeg meget gerne vil fortælle enhver om. Det er en historie om, hvor langt nede jeg var engang. Det er en historie om dengang, hvor de eneste momenter jeg ikke følte mig ked af det, eller følte smerte var, når jeg gjorde selvskade.

Jeg er ikke skuffet over mig selv, fordi jeg har gjort selvskade. Jeg er heller ikke ked af, at jeg har fået evige ar på kroppen. Derimod vil jeg sige, at jeg er glad for mine 'tatoveringer'. De minder mig om, hvor langt jeg er nået nu i forhold til, hvor håbløst situationen var dengang. Jeg vil gerne hjælpe os videre, der har det svært, og gennemlever den samme psykiske smerte, jeg selv var igennem. Derfor er jeg glad for at have 'tatoveringerne', der kan bevise overfor dig, at jeg har været der og virkelig ved, hvordan det er. Nogle gange er ord ikke nok.
Jeg har tænkt over at blive tatoveret på den 'rigtige' måde, og har overvejet længe, hvordan jeg kan få betydningsfulde momenter fra i mit liv ind i huden. Men jeg har nogle idéer til, hvordan en eventuel tatovering skal se ud. Jeg har selv lavet symbolet for fortiden, og jeg vil gerne have en tatovering for forandring. Om jeg så skal have en tatovering eller ej, er ikke besluttet endnu. Jeg har nogle flere idéer omkring, hvordan en mulig tatovering kunne se ud, og kommer ind på det ene af dem.

Billedet for oven er Pokémons. Espeon & Umbreon, og Eevee. Jeg har som en stor del af min generation et meget nostalgisk forhold til Pokémon, og jeg har mange gode minder fra barndommen med Pokémon. Eevee har altid tiltalt mig af en eller anden årsag, jeg ikke vidste dengang, og derfor har Eevee altid været en af mine yndlings. Jeg synes hun er meget sød, men der er det med Eevee, at hun kan udvikle sig til ikke bare en bestemt udvikling, men der er flere veje at vælge for hende. Der er ikke bare én vej, som er fastlagt i forvejen for hende. Eevee er ikke nødvendigvis transkønnet, men hun kan transformere sig til hvem, hun vil være, hvis hun får hjælp. Det samme er gældende for mig i og med, at fordi jeg får hjælp, er jeg også ved at transformere mig til hende, jeg er. Hvis jeg skal have en af de to tatoveringer, vælger jeg Espeon & Umbreon til venstre.

Tags: Cutting, selvskade, skære, skære i sig selv, accept, tatovering, tatoveringer, betydning, depression, Amber David

Ingen kommentarer:

Send en kommentar