At springe ud som transkønnet

Et sted skal jeg begynde min blog, og jeg vælger at tage udgangspunkt fra et af højdepunkterne i mit liv, hvor jeg fortalte min mindre omgangskreds af venner og familie, at jeg virkelig er deres veninde og datter. Man kan sige, at det er mit "point of no return" i mit liv. Altså tidspunktet, hvor det er for sent at vende om. Eller mere tidspunktet, hvor vejen er lagt.

Pigen inde i mig har grædt alt for længe allerede. Hun har været lukket inde i mentalt forvirring og en fysisk drengekrop hele hendes liv, uden at være i stand til at leve og være som alle andre piger. Hun holdt ud i 17 lange år, mens hun drømte om dagen, hvor folk finder hende og hjælper hende ud i det fri. Det var meget hårdt for hende, og som 16 årig i år 2009 fik hun erklæret depression. Hun gjorde selvskade mod den krop, hun var født inden i, og hun fristes af døden mere og mere, som tiden gik. Det var mere tiltrækkende for hende at gøre ende på livet, før livet egentlig var begyndt, end at skulle leve resten af livet som ham, hun ikke er. Der gik et år...

... og i sommer 2010 havde jeg fået det bedre i forhold til depression og selvmordstankerne. Jeg havde fået håb om, at jeg kunne ændre min situation, og denne sommer ville jeg tage det første skridt i den retning. Jeg kunne mærke, at mit indre jeg pressede mere og mere på, og det var nu eller aldrig, at jeg skulle 'springe ud' og få hjælp - Hvilket jeg gjorde.

Det var denne sommer, at jeg fortalte mine venner og familie om hende, de ikke kunne se, men som altid havde været der.

Jeg var startet som elev på en Ungdomshøjskole ved Ribe, fordi jeg havde brug for at komme lidt væk hjemmefra, og tænke over min situation. Forinden jeg tog af sted, havde jeg brugt det seneste halve år på at researche omkring det at være transkønnet. Jeg læste om medicin, hvad hormonbehandling gør ved kroppen, hvordan selve kønsoperationen udføres - Og ikke mindst om andre transkønnede fyres og kvinders livshistorier. Jeg var meget fascineret af en ung pige, Kim Petras, som allerede i 12-års alderen fortalte sin mor, at hun ikke er dreng indeni. Kim Petras har været en af mine største inspirationer, og det er hende der er årsagen til, at jeg ikke ventede længere. Hvis hun kunne fortælle det som 12-årig, kunne jeg selvfølgelig gøre det som (daværende) 17-årig.

Der gik et par uger på Ungdomshøjskolen, hvor jeg brugte meget af tiden ved min computer, da jeg kiggede efter flere informationer, og forberedte mig improviserende på, hvordan jeg ville fortælle det til især min familie. Jeg skulle hjem i weekenden, og nogle dage inden jeg kom hjem, ringede jeg til min far for at fortælle, at der er noget, jeg blev nød til at fortælle ham når jeg kom hjem. Men af frygt for, at jeg ikke vil kunne få det sagt, og dermed udskyde det endnu længere, lavede jeg en aftale med ham. Hvis jeg ikke havde sagt noget til ham inden i løbet af søndagen, skulle han spørge mig, hvad jeg ønskede at fortælle ham. Det ville være en lettere anledning at komme ud med det på, hvis jeg ikke selv kunne gøre det. Men det blev ikke nødvendigt.

Det blev lørdag, jeg var hjemme hos min far og hans kæreste, og vi havde lige spist aftensmad tidligt mod aftenen. Jeg gik ovenpå og ind i et indrettet gæsteværelse, tændte min bærbare computer på sengen, og forberedte mig mentalt på at springe ud for min far. Jeg var en smule nervøs, og mit hjerte bankede hurtigere end normalt, for jeg vidste at det var nu eller aldrig. Jeg vidste, hvordan jeg ville begynde, men resten måtte blive improviseret. Jeg fandt frem til en video af Kim Petras, satte den på pause, og bad min far om at komme med op til gæsteværelset.

Da jeg var tilbage på værelset og min far var med, ventede jeg lidt og sagde, at vi lige skulle se noget af denne video. Der gik et halvt minuts tid, hvor vi så videoen, og jeg spurgte min far, hvad han syntes om hende.

"Hun virker da meget køn", sagde min far.

"Hun er meget smuk", bekræftede jeg, "Men jeg har noget meget dybt tilfælles med hende. Noget som har været årsagen til, at jeg har depression".

"Hvad er det så?", spurgte min far.
Jeg kan huske, at jeg hurtigt tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det, da jeg ikke havde planlagt noget konkret at sige. Det var den første gang, at jeg skulle sige det til min far, og det var svært at få ordene ud, da jeg endelig fandt ud af, hvilke ord jeg skulle bruge.
"Far... vi har aldrig følt os som drenge."

Det tog 17 år for mig mig, at fortælle min far det, og lige efter jeg fik ordene ud, kunne jeg med det samme mærke en følelse af lettelse. De næste to timer snakkede min far og jeg sammen, det var en sær tilstand, hvor jeg for første gang ikke holdt mine ord tilbage. Jeg fortalte om flere år tilbage, hvordan jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke blev behandlet som 'hende'. Jeg fortalte for første gang om forelskelser i fyre, og hvordan jeg følte mig knust indeni, når jeg var i nærheden af andre piger. Jeg fortalte ham, hvordan hormonbehandlingen fungerede og påvirkede kroppen, og at jeg ønsker at begynde hurtigst muligt. Vi kom ind på en masse ting, min depression, skilsmissen mellem min mor og far, kærlighed generelt. Det var en meget åben snak, hvor tiden føltes uendelig. Vigtigst af alt er dog, at min far accepterede mig for hende, jeg er, og jeg for første gang blev jeg kaldt hans datter.

Det er nogenlunde den samme historie hele vejen rundt. Min mor accepterede, at hun skulle have en datter: Min storebror accepterede, at han skulle have en søster. Mine venner accepterede, at de skulle have en veninde. Jeg havde taget det sværeste skridt, men samtidig også det vigtigste skridt, hen imod at blive til hende, jeg er.

Jeg kan ikke vide, hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke jeg gjorde noget dengang. Jeg forudser dog, at pigen inde i min krop ville opgive hendes liv, og trække kroppen med sig ned. Hvis jeg holdt mine problemer for mig selv, ville løsningen på problemerne være, at benytte mig af selvmord.

Tags: Springe ud, komme ud, hjælp, hvordan, transkønnet, transseksuel, dreng til pige, mand til kvinde, Amber David