Et år på hormonbehandling

Når denne måned er passeret helt, er det præcist et år siden, jeg begyndte min hormonbehandling. Jeg husker stadig tydeligt, hvor skuffet jeg var, da jeg i første omgang ikke fik tilladelse til at modtage hormonerne, og jeg husker tydeligt hvor glad og overrasket jeg var, da jeg endelig fik tilladelse til at modtage hormoner. Forskellen er, at jeg i første omgang overbeviste mig selv om, at der var god mulighed for, at jeg ville kunne begynde på behandlingen efter første møde med min læge. Derfor kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, da han ikke kunne gå med til det allerede, og min dag var fuldstændig ødelagt. Men!

Der gik et halvt år fra det første møde til at jeg var til samtale anden gang. I mellemtiden havde min tidligere psykolog, som jeg gik til da jeg havde depression, sendt nogle udtalelser til lægen og bakket op om mig. Min læge ønskede dog, at jeg skulle til samtale med en speciallæge inden for dette område, så han kan bekræfte, at det vil være det rigtige for mig at begynde på hormonbehandling. Desværre lykkedes det ikke for ham inden for det næste halve år, at få en aftale med speciallægen (Jeg kender dog ikke årsagen til dette), og det begyndte at trække lidt ud. Derfor ville han gå med til at hjælpe mig, og udskrive hormoner til mig.

Jeg lærte noget fra det første møde, at jeg ikke skulle have store forventninger til samtalerne fremover. Derfor turde jeg ikke engang håbe på, at jeg vil kunne begynde min hormonbehandling den dag, og jeg var vildt glad og overrasket, da han besluttede at gå med til det. Jeg sendte en SMS til mine nærmeste og venner om det på vejen hjem om nyheden, og jeg var så glad for, at være kommet skridtet videre til at gennemføre mit mål.

Nu skal jeg skal tage to piller af Østradiol om dagen, men i begyndelsen var det kun en pille om dagen, så kroppen kunne vænne sig til det, og så eventuelle bivirkninger ikke ville være så slemme. Jeg havde lidt problemer om natten med at falde i søvn, men det var heldigvis det eneste, jeg kunne mærke ved det i begyndelsen.

Der er nu gået cirka et år siden da, og selvom der stadig er flere år af hormonbehandlingen, kan jeg både se en forandring rent fysisk, og mærke en forandring rent mentalt. Jeg føler mig generelt mere glad for mig selv og den situation, jeg er i, eftersom jeg er ved at få hjælp i form af hormonerne. Jeg har ikke haft mange depressive nedturer efter jeg er begyndt på hormonbehandlingen, som jeg havde tidligere. Det er så fedt at kunne fortælle, at jeg har været på hormonerne i et år, end tidligere hvor jeg kun kunne sige, at jeg meget gerne vil begynde på hormonbehandling. Det virker ikke som en stor ting, men der er virkelig stor forskel. Vigtigst af alt er dog, at jeg kan se fremad mod mit næste mål, jeg kan overskue at begynde på nye ting i livet, og jeg kan se en lykkelig fremtid for mig. Det er ikke noget, jeg altid kunne se.

Rent fysisk har min krop også ændret sig. Som skrevet tidligere, tager det nogle år endnu, inden virkningen vil kunne ses tydeligere på mig. Men på et år er mine bryster vokset, dog ikke så meget igen, og min stemme er blevet lysere. Så det er rigtigt fedt at vide, at det går mod den rigtige retning for mig.

Dette var en lille update. Sommerferien slutter for mig den 30. juli, og inden da skal min far og sin kæreste giftes. Jeg er spændt på det, og glæder mig til det. Min næste blog vil primært handle om dette, og hvordan jeg føler, at mit bånd til min far og sin kæreste er.

Tags: Hormonbehandling, transseksuel, transkønnet, mand til kvinde, dreng til pige, østrogen, østradiol, et år, 1 år, forskel, forbedring, Amber David