7. jun. 2013

Jeg er stoppet ved Sexologisk Klinik

Det var en beslutning jeg tog tilbage i slutningen af februar efter den seneste samtale ved Sexologisk Klinik, men det var ikke noget jeg følte overskud til at skrive om dengang. Min fætter har været meget støttende for mig under forløbet, og i starten af marts sendte han en besked til mig, da han var bekymret over mit valg. I denne blog viser jeg min besvarelse til min fætter, hvor jeg begrunder mit valg med at stoppe hos Sexologisk Klinik.

Jeg kan godt se pointen i at fortsætte ved Sexologisk Klinik i forhold til, at det virker usandsynligt at jeg ville kunne skrabe nok penge sammen til en operation i udlandet inden for den tid, som en observation tager at komme igennem. Det koster omkring 50.000kr. at få foretaget operationen i det sydlige Asien, og omkring 80.000kr. at få det foretaget i Vesteuropa og USA. Men det er nok også det eneste argument jeg ser for, at det vil være bedst at fortsætte den "rigtige" vej.
Jeg føler ikke det giver mening at være der. Det burde være stedet i Danmark man tager hen for at få hjælp, og blive mødt med forståelse og komme videre i sit liv. Men det er ikke på den måde. Hun forstår ikke hvordan jeg har det med min krop, som den er nu. At det er et valg jeg har truffet i og med at jeg sprang ud for tre år siden, og året før det var jeg bevidst omkring min identitet. Men det har ingen betydning eller indflydelse på, hvordan det vil komme til at foregå under observationen.
Til den sidste samtale udtrykte jeg over for hende de frustrationer, jeg har fået bygget op omkring dette, siden jeg begyndte observation, og som jeg også har skrevet om på min blog. Hun spurgte på et tidspunkt, hvorfor det har en stor betydning for mig at få den operation. Hun siger bagefter, "Man kan jo ikke se på dig, om du har fået foretaget en kønsoperation eller ej. Hvorfor er det så vigtigt for dig, når det kun er dig selv, som ved det?".
Der gav jeg op. Jeg føler ikke jeg bliver lyttet til, at der er forståelse, at der er hjælp at hente, og at min kontaktperson arbejder imod mig.
Det kan godt være, at jeg "sparer" 80.000 kroner ved at gennemføre denne to-årige observation. Men allerede efter fire måneder har det kostet meget på hvordan jeg har det og min psyke, og overskuddet og lysten til at fortsætte forsvandt allerede i sidste måned. Jeg begyndte at blive meget depressiv igen, jeg kunne mærke lysten til at skære i mig selv vendte tilbage, og mine spisevaner begyndte at ændre sig rigtig meget for tre uger siden. Da jeg kom hjem fra den seneste samtale for et par uger siden, begyndte jeg at skære i mig selv dagen efter for at få det bedre. Det er først nu hvor jeg har gjort op med mig selv, at jeg vil stoppe, at jeg har det bedre, og jeg føler ikke nøden til at skære i mig selv for tiden.
Men mine spisevaner er stadig meget anderledes. Jeg vejede for tre uger siden omkring 59kg-60kg. Jeg begyndte at spise én gang om dagen, som udviklede sig til én gang hver anden dag. Jeg spiste i går aftes, men inden da havde jeg ikke spist siden fredag, altså tre døgn. Jeg har ikke lyst til indtage mad, jeg vejer mig selv mindst tre gange om dagen, og de få gange jeg indtager mad får jeg det dårligt med mig selv, jeg har grædt over det, og føler en stor fortrydelse. Min vægt er nede på omkring 53,7kg nu, altså undervægtig ifølge BMI. Dem jeg har snakket med om det er bekymret for, at jeg er ved at få en spiseforstyrrelse eller måske allerede har en nu.
Det er det eneste jeg har fået ud af at være under observation ved Sexologisk Klinik, og det er derfor jeg stopper nu, så det ikke bliver værre end allerede. Det har påvirket mig rigtig meget hvordan tingene foregår derover, og jeg er ikke stærk nok til at fortsætte under de præmisser i de næste to år. Jeg har som sagt fået det bedre efter at jeg besluttede at melde mig helt ud af systemet, men det bliver svært at komme tilbage til en normal spiserytme, som jeg havde tidligere.
Det er de hovedsaglige begrundelser for mit valg. Jeg vil hellere bruge de næste to år på at spare op til operationen, end at bruge de næste to år på at ødelægge mig selv helt.

Det er nu tre måneder siden. Mine spisevaner er nogenlunde normale igen, men min depression er svær for mig at håndtere. Jeg skærer i mig selv næsten dagligt, jeg føler ikke min selvtillid er stærk som den har være, og jeg tror ikke jeg har grædt så meget, som jeg har gjort de seneste måneder. Dette er den første svære periode jeg har haft efter at være sprunget ud, og selvom jeg ikke ved hvad der realistisk kan gøres for at afslutte den nu, håber jeg ikke det tager meget længere.

Jeg overvejer at min næste blog skal handle om selvskade, da det er et emne som ofte bliver latterliggjort, og mange har fordomme for.

8 kommentarer:

  1. Jeg syntes det et fornuftigt valg du har taget.

    Godt nok er det dyre at rejse til udlandet, Men turene fra jylland til københavn hver måned igennem flere ås (2 år er minimum også kan de altid putte flere år på) med ingen garenti for man for tilladelse er mere spild af penge.

    Desuden er der mange læger i udlandet som er meget dygtigre end dem fra sexologisk klinnik.

    SvarSlet
  2. Jeg blev selv henvist til Sexologisk Klinik af min læge som 19-årig, altså ca. 5 år siden. Og min oplevelse har været næsten identisk med den du beskriver, bortset fra, at jeg fik et klart "nej, de ville ikke behandle mig", og at jeg kunne få en ny henvisning igen efter et år.

    Det gjorde jeg så, og fik igen et nej fra sexologisk klinik. Uanset hvad jeg sagde, blev det vendt imod mig: tilsyneladende havde jeg ikke et "velfungerende socialt netværk".

    Derefter hørte jeg, at gynækologer kunne begynde ens hormonbehandling, udenom Sexologisk Klinik, men da jeg så kontaktede en gynækolog, som var rygtedes at være sympatiserende overfor transseksuelle, viste det sig, at reglerne i mellemtiden havde ændret sig, og det nu er Sexologisk Klinik der OGSÅ beslutter om man skal begynde på hormoner eller ej.

    Operationen er det endelige mål, men jeg tror hormonerne ville gøre meget for at styrke mit selvværd, og give mig lyst til at komme ud blandt mennesker, og således opbygge det "sociale netværk" der åbenbart er så vigtigt, for at man kan få operationen. Men sådan fungerer det altså ikke. Surt show. Intet at komme efter. Ingen undtagelser.

    For mig er det dog fuldkommen urealistisk at jeg nogensinde skulle få råd til at få operationen i udlandet, og jeg er således tvunget til år efter år, at udsætte migselv for den psykiske nedbrydende, og nedværdigende process; blive forhørt om hver eneste detalje omkring mit privatliv, min sociale omgangskreds, seksuelle præferencer... Ja de gik endda så langt, som at spørge ind til hvordan jeg ornanerer, og om jeg sidder eller står op når jeg tisser.

    Det er diskriminerende, og en krænkelse af ens rettigheder som menneske.

    Som resultat af mine oplevelser ved Sexologisk Klinik, har jeg ingen respekt overhovedet for psykologi, det er bare et fint ord for gætværk, og jeg har haft en mere eller mindre kronisk depression siden jeg var 15, pga. uoverenstemmelsen mellem mit biologiske køn og min opfattelse af mig selv.

    Men hvad kan man gøre; Sexologisk Klinik har magten. Vores fremtid, vores liv, ligger i deres hænder. Det er åbenbart OK, at en institution skal fortæller os hvem og hvad vi er.

    SvarSlet
  3. Jeg fik også et klart nej men jeg har ingen planer om at vende tilbage da den "rare" dame brugte mere end halvdelen af tiden på at spørge om onani og ville vide nøjagtigt hvordan jeg vasker mine kønsorganer for at finde ud af om jeg bare var pervers. Desuden sagde hun at sådan en som mig ville da aldrig kunne finde en kæreste når jeg ikke ønskede operation. Det virker lidt som om at der ikke bliver godkendt særlig mange på SK. Jeg er så heldig at jeg er født med for meget østrogen i kroppen men jeg ville stadig ønske at de kunne have hjulpet mig med min forbandede skægvækst.

    SvarSlet
  4. Hey du.

    Det er vildt trist at falde over en tilsyneladende forladt blog, hvor det seneste indlæg er så modløst som dette. Jeg fandt dig fordi jeg ledte efter lidt info om forløbet hos sexologisk klinik i et forsøg på at kunne være mere hjælpsomt solidarisk næste gang jeg taler med et menneske, der bliver tvunget gennem deres ondskabsfulde "forløb." Jeg havde ærligt talt ikke regnet med at det første jeg fandt ville være så deprimerende, hvilket siger noget om at vi som samfund burde tale lidt om det her.

    Er normalt ikke en stor efterlader af kommentarer, men hvis du stadig tjekker det her, vil jeg bare lige smide et ønske om alt godt og desuden noget tolerance og værdig behandling din vej. Det lyder forfærdeligt, og det lyder som om de på ingen tid gjorde en glad ung kvinde både svært deprimeret og modløs, udelukkende fordi de kunne. Det er ulækkert at mennesker skal behandles sådan, og helt uden at kende dig er jeg overbevist om at du fortjener langt, langt, langt bedre. Det gælder også dine læsere. Jeg håber virkelig du endte med at komme dig efter deres crap, og at du har det bedre nu. <3

    SvarSlet
  5. Forsøgte at sende en kommentar på min telefon lidt tidligere, men kunne ikke se om den ikke blev sendt eller om den bare røg i et spamfilter, så jeg forsøger lige igen. Tak for beskeden i morges. Tror du har nogle privatindstillinger sat på. Min er jormungandrest

    Pissemange kram

    SvarSlet
  6. Jeg er chokeret på dine vegne..Vred over at læse din historie..Jeg er selv transkønnet og leder efter råd og vejledning,men det jeg læser her har knust den smule håb jeg havde.Tænk engang hvor mange menneskers liv SK har dikteret og hvor meget blod de har på hænderne.At modarbejde menneskers sande jeg bør straffes hårdt,men hvordan vejes/måles den slags i retfærdighed?..Hvad er rimeligt her?..Lady Justice med sine vægtskåle om man vil.Bliver de ansvarlige stillet til ansvar?Bliver de skyldige straffet?...Nej,de går fri og sover sikkert godt om natten i al deres inkompetance og uvidenhed..Kvaksalveri er utilgiveligt i min bog.Sikken en velfærd vi har....................... VOR HERRE BEVARES

    SvarSlet
  7. Hej Amber
    Min veninde og jeg skal lave et projekt omkring transkønnet, derfor ville vi gerne høre om vi måtte interviewe dig til vores projekt+
    Hilsen
    Pauline og Sofie

    SvarSlet
  8. Hej vi er to piger fra 9. klasse, som har om identitet og seksualitet i projektuge. Vi ville høre om det ville være muligt at lave et interview over mail.
    kh Nanna og Fie.
    fiekmoeller@outlook.dk

    SvarSlet