Jeg er stoppet ved Sexologisk Klinik

Det var en beslutning jeg tog tilbage i slutningen af februar efter den seneste samtale ved Sexologisk Klinik, men det var ikke noget jeg følte overskud til at skrive om dengang. Min fætter har været meget støttende for mig under forløbet, og i starten af marts sendte han en besked til mig, da han var bekymret over mit valg. I denne blog viser jeg min besvarelse til min fætter, hvor jeg begrunder mit valg med at stoppe hos Sexologisk Klinik.

Jeg kan godt se pointen i at fortsætte ved Sexologisk Klinik i forhold til, at det virker usandsynligt at jeg ville kunne skrabe nok penge sammen til en operation i udlandet inden for den tid, som en observation tager at komme igennem. Det koster omkring 50.000kr. at få foretaget operationen i det sydlige Asien, og omkring 80.000kr. at få det foretaget i Vesteuropa og USA. Men det er nok også det eneste argument jeg ser for, at det vil være bedst at fortsætte den "rigtige" vej.

Jeg føler ikke det giver mening at være der. Det burde være stedet i Danmark man tager hen for at få hjælp, og blive mødt med forståelse og komme videre i sit liv. Men det er ikke på den måde. Hun forstår ikke hvordan jeg har det med min krop, som den er nu. At det er et valg jeg har truffet i og med at jeg sprang ud for tre år siden, og året før det var jeg bevidst omkring min identitet. Men det har ingen betydning eller indflydelse på, hvordan det vil komme til at foregå under observationen.

Til den sidste samtale udtrykte jeg over for hende de frustrationer, jeg har fået bygget op omkring dette, siden jeg begyndte observation, og som jeg også har skrevet om på min blog. Hun spurgte på et tidspunkt, hvorfor det har en stor betydning for mig at få den operation. Hun siger bagefter, "Man kan jo ikke se på dig, om du har fået foretaget en kønsoperation eller ej. Hvorfor er det så vigtigt for dig, når det kun er dig selv, som ved det?".
Der gav jeg op. Jeg føler ikke jeg bliver lyttet til, at der er forståelse, at der er hjælp at hente, og at min kontaktperson arbejder imod mig.

Det kan godt være, at jeg "sparer" 80.000 kroner ved at gennemføre denne to-årige observation. Men allerede efter fire måneder har det kostet meget på hvordan jeg har det og min psyke, og overskuddet og lysten til at fortsætte forsvandt allerede i sidste måned. Jeg begyndte at blive meget depressiv igen, jeg kunne mærke lysten til at skære i mig selv vendte tilbage, og mine spisevaner begyndte at ændre sig rigtig meget for tre uger siden. Da jeg kom hjem fra den seneste samtale for et par uger siden, begyndte jeg at skære i mig selv dagen efter for at få det bedre. Det er først nu hvor jeg har gjort op med mig selv, at jeg vil stoppe, at jeg har det bedre, og jeg føler ikke nøden til at skære i mig selv for tiden.

Men mine spisevaner er stadig meget anderledes. Jeg vejede for tre uger siden omkring 59kg-60kg. Jeg begyndte at spise én gang om dagen, som udviklede sig til én gang hver anden dag. Jeg spiste i går aftes, men inden da havde jeg ikke spist siden fredag, altså tre døgn. Jeg har ikke lyst til indtage mad, jeg vejer mig selv mindst tre gange om dagen, og de få gange jeg indtager mad får jeg det dårligt med mig selv, jeg har grædt over det, og føler en stor fortrydelse. Min vægt er nede på omkring 53,7kg nu, altså undervægtig ifølge BMI. Dem jeg har snakket med om det er bekymret for, at jeg er ved at få en spiseforstyrrelse eller måske allerede har en nu.

Det er det eneste jeg har fået ud af at være under observation ved Sexologisk Klinik, og det er derfor jeg stopper nu, så det ikke bliver værre end allerede. Det har påvirket mig rigtig meget hvordan tingene foregår derover, og jeg er ikke stærk nok til at fortsætte under de præmisser i de næste to år. Jeg har som sagt fået det bedre efter at jeg besluttede at melde mig helt ud af systemet, men det bliver svært at komme tilbage til en normal spiserytme, som jeg havde tidligere.
Det er de hovedsaglige begrundelser for mit valg. Jeg vil hellere bruge de næste to år på at spare op til operationen, end at bruge de næste to år på at ødelægge mig selv helt.

Det er nu tre måneder siden. Mine spisevaner er nogenlunde normale igen, men min depression er svær for mig at håndtere. Jeg skærer i mig selv næsten dagligt, jeg føler ikke min selvtillid er stærk som den har være, og jeg tror ikke jeg har grædt så meget, som jeg har gjort de seneste måneder. Dette er den første svære periode jeg har haft efter at være sprunget ud, og selvom jeg ikke ved hvad der realistisk kan gøres for at afslutte den nu, håber jeg ikke det tager meget længere.

Jeg overvejer at min næste blog skal handle om selvskade, da det er et emne som ofte bliver latterliggjort, og mange har fordomme for.