Jeg var spændt på at komme af sted, og endelig komme til at snakke med hende, jeg havde en tid med. Samtidig følte jeg mig også meget nervøs. Ikke over selve mødet med hende, men turen over til København. Jeg havde på fornemmelsen, at vi ikke vil kunne komme derover den dag. I løbet af natten havde jeg en underlig drøm, hvor min far kørte bilen og jeg sad ved siden af. Jeg husker, at bilen opførte sig underligt, og vi blev tvunget til at køre ud i havet, hvorefter jeg vågnede og kom til mig selv igen. Omkring kl. 08:00 ringede jeg til min far for at høre, hvornår han ville hente mig, så vi kunne komme af sted. Han var ikke helt klar endnu, fordi han i løbet af natten ikke sov særlig godt, og kom lidt for sent op af sengen. Jeg blev mere bekymret, eftersom det aldrig sker, at min far kommer for sent op, hvis han skal nogen steder hen. Men ingen af os sagde ellers noget omkring det, og jeg blev hentet lidt senere.
Turen gik meget godt ned af Jylland, hvor vi skulle over Lillebæltsbroen til Fyn, og derved Storebæltsbroen til 'Djævleøen', (; Men vi kom ikke så langt. Lidt før vi kom til den første bro begyndte et ikon i bilen at blinke rødt for at vise, at der var noget alvorligt i vejen, og bilen begyndte kort efter at miste fart. Vi var kommet midt på Lillebæltsbroen, da bilen til sidst ikke gad mere, og vi måtte dreje ind til siden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min drøm, og frygtede at en eller anden bilist ville køre ind i os, og skubbe os ud over broen direkte ned i vandet. Min far og jeg snakkede om det, at jeg kunne mærke, at der ville gå noget galt på turen. Han havde den præcise samme fornemmelse inden vi kørte, hvilket er lidt uhyggeligt et eller andet sted. Så vi måtte ringe til 'Riget' og bede om en ny tid, som blev fastlagt til tirsdag denne uge. Jeg var lidt skuffet over, at vi ikke kom derover nu, men det var hyggeligt at blive kørt hjem af Falck.
I tirsdags var den dårlige fornemmelse forsvundet, og jeg kunne fornemme, at vi nok skulle komme til København denne gang. Denne gang virkede min far også mere frisk som altid, end han var sidste gang. Vi besluttede dog at tage færgen til Sjælland, og derved undgå ulykkesbroen, og den samme tur hjem igen. Det er altid fantastisk hyggeligt at køre sammen med min far, hvor der bliver snakket og lavet sjov med alt muligt, og der var et godt positivt humør hele turen. Selv da vi var i en lang kø, fordi en langsomt kørende traktor kørte foran, og traktoren foran måtte stoppe fordi et tog skulle passere vejen, smilte vi bare af det.
Vi ankom cirka kl. 12:00, og jeg skulle til samtale kl. 13:00, så der blev brugt en del tid i venteværelset. I begyndelsen var der kun min far og jeg, men lidt senere kom en kvinde ind og satte sig overfor os. Kort tid efter hende kom en af hendes veninder, og satte sig ved siden af hende. De snakkede med hinanden, og jeg kan godt lide at følge med i, hvad andre snakker om, og de snakkede en smule om transseksuelle. Jeg havde lidt på fornemmelsen da de kom ind i rummet, at de måtte være transkønnede, men jeg var i tvivl fordi de virkede feminine og havde et udseende som alle andre kvinder. Jeg havde tit øjenkontakt med en af pigerne, og havde lyst til at snakke med hende og spørge hende om alt muligt, men jeg gjorde det desværre ikke. Jeg ved ikke hvem du er, hvad dit navn er og så videre, men skulle du tilfældigvis falde over min blog og læse dette, må du meget gerne tage kontakt til mig over Facebook! c:
Jeg blev hentet af lægen, jeg skulle snakke med, og vi gik ind i hendes lokale. Det var som at være ved psykolog, hvor man kan sidde på en bred, behagelig og grøn sofa, mens hun satte sig ved en stol over for mig med et bord imellem os. Inden mødet skulle jeg udfylde et spørgeskema og sende mine besvarelser tilbage, og det var de besvarelser, vi gennemgik sammen. Hun spurgte ind til dem, spurgte om andet, og om personlige ting som sex. Jeg føler selv, at jeg besvarede hendes 'kritiske' spørgsmål i forhold til, om det er det rigtige for mig at ændre køn til kvinde, som jeg gerne ville. Jeg er meget sikker i min beslutning, og jeg håber hun kunne mærke det ved den måde, jeg besvarede hende på.
Men jeg tror ikke, at hun forstår mig på samme måde, som jeg udtrykte mig på. Hun sagde til mig et par gange, at "du er jo kun 19 år, og du burde have mere tid og virkelig overveje det", og fik det til at lyde som om, at jeg ikke har overvejet det hele grundigt. Jeg er 19 år, snart 20, og det kan jeg ikke gøre noget ved eller ændre. Jeg har også overvejet dette grundigt, hvilket jeg allerede begyndte at gøre for nogle år siden, længe inden jeg 'sprang ud'. Det var i den periode, at jeg havde overvejet det hele grundigt, og kom frem til, at jeg ikke kan leve som dreng mere, og vil være hende, jeg er. Jeg står stadig ved den beslutning, jeg gjorde dengang, og jeg står stærkere bag beslutningen, end den gang. Det lød på lægen som om, at man ved at overveje det hele grundigt, kun kan konkludere det modsatte af, hvad jeg gjorde - Hvilket er en ekstrem dum holdning.
Men alt i alt gik det så godt, som det vel kunne, og planen er at jeg skal snakke med en anden læge i løbet af de næste par måneder, så de har to synspunkter omkring mig. Til sidst spurgte jeg hende, hvad hun syntes lige her og nu, om at lade mig registrere som kvinde. Hun svarede mig med, at hun syntes, at jeg var meget ung. Det lød ikke som en direkte afvisning, men det er frustrerende, at mine 19 år skal udnyttes som et argument imod mig.
Så gik turen hjem tilbage til Østjylland. Vejen ud af København føltes lang på grund af køer, og der var rødt lys ved hvert lyskryds, vi kom til. Det var det komplet modsatte, da vi med færgen sejlede ind til Aarhus, og kunne køre mod Skanderborg. Der var grønt lys for os hele vejen hjem. Skønt!
Tags:
Sexologisk klinik, samtale, første samtale, information, transkønnet, transseksuel, dreng til pige, male to female, mand til kvinde, Amber David
Ingen kommentarer:
Send en kommentar